Bloggens emner

Blogarkiv

Abonner på bloggen

Vi skal være tro overfor det dybeste i os selv, siger Karen Blixen

Vi skal være tro overfor det inderste og dybeste i os selv, siger Karen Blixen.

Hver af os har et lille sammenfoldet frø, der ligger i vores hjerte og venter på at spire, vokse op og udfolde sig til den blomst eller græsstrå, der ligger som en sammenfoldet mulighed inden i frøet. Frøet og planten må vandes, gødes og ukrudt holdes nede i en fortsat lydhørhed mod frøets og plantens fortsatte vækst.

Meningen med mit liv skal jeg ikke selv opfinde. Den ligger allerede i mig som et frø – en spire – en retning. Frøet har en kraft og mulighed i sig, hvis de rette omstændigheder er tilstede. Somme tider er der brug for en omplantning, for at frøet og planten kan vokse og udfolde sig –  som det var tilfældet  i hendes egen livshistorie.

Blixen har altså en tro på, at hvis vi skal leve et vellykket liv, skal vi være i kontakt med det dybeste i os selv. Derved udtrykker vi vores inderste væsen i tid og sted.

I fortællingen om Peter og Rosa optræder der en ræv, som skal finde ud af, hvordan den skal være ræv:

’Hvis ræven havde spurgt menneskene om, hvordan de ville have, den skulle være, ja, om den så havde spurgt kongen selv, så var der kun kommet et ringe kreatur ud af den, kan du være sikker på.’    Og senere:

’Hvis havet havde spurgt folk, hvordan de vilde have, at det skulle være, da var det aldrig i livet blevet, hvad det nu er.’

Hun sammenligner ofte mennesker med dyr og planter for at vise betydningen af menneskets forhold til alt levende og samhørigheden med universet.

Hos Blixen er den vellykkede menneskelige livsudfoldelse både det, vi har tilfælles med dyrenes sanselige instinktverden OG det åndelige. Det, som i sidste instans har værdi og betydning.

Er dette med at finde det inderste i sig selv så noget, vi gør i eenrum, hvor andre mennesker bliver en slags forstyrrende element?

Nej, det gælder om at stå i en levende udveksling med verden og andre mennesker – at møde de udefra kommende begivenheder udfra det inderste i sig selv.

Det er i omgangen med andre mennesker, jeg bliver udfordret på, hvad der er betydningsfuldt i tilværelsen og mindet om, hvad der er mine egne værdier.

I Afrika var der for eksempel nogle mennesker, Blixen skulle lære noget af – for at lære sig selv at kende!

Om masaierne skrev hun:

’Deres særegne stil er ikke påtaget og heller ikke nogen efterligning af fremmed væsen. Den er vokset ud indvendig fra, og er udtryk for selve deres race og dens historie.’

Hvad var det, Karen Blixen så hos de indfødte i Afrika, som de andre hvide settlere ikke så, fordi de kun havde blik for de ydre kendetegn som fattigdom, hudfarve og at de var analfabeter? Hun var dybt betaget af de indfødtes værdighed og særlige væsen, og at de var i stand til at leve livets storhed ud.

 



Peter og Rosa s 184, Vintereventyr

Den afrikanske farm side 108

At finde sin egen stemme

Hvordan kan jeg finde min egen stemme – min egen grundtone?
Og hvor finder jeg den henne?
Det er én af de ting, jeg kredser om i min nye bog.

Sålænge jeg kan huske, har jeg haft det som om, der er en magnet,
der trækker mig hen imod en ganske bestemt måde at gå til tingene på.
Det er de  samme spørgsmål, jeg kredser om at forstå og give udtryk.

Det er noget med at lede efter det særlige og ejendommelige ved tingene?
Hvad er historien? Hvad ligger bagved?  Hvad er tingenes væsen?
Uanset om jeg har skrevet speciale, arbejdet med ny teknologi, lederudvikling eller medarbejderes drivkraft.

Hvad er nerven og sjælen i de her medarbejderes drivkraft? Hvad er DIN måde at være leder på,
fremfor de generaliserede sandheder om, hvordan den rigtige leder skal være?

Denne tilgang har ofte været i karambolage med den akademiske tilgang,
som jeg er skolet i fra min uddannelse og de organisationer, jeg har arbejdet i.
Hvor tingene undersøges som objekter, og væsensforskelle nivelleres bort i generaliseringer.
Hvor har jeg lavet mange krumspring for at passe min tænkning og erfaringer ind i de kategorier.

Kierkegaard kom ind i billedet, fordi han sætter ord på,  hvordan det enkelte menneske
kan holde fast i sit særpræg og sin historie for ikke at miste sig selv
især i forhold til fællesskabets og samfundets normer og forventninger.

’Det gælder om at finde en sandhed, som er sandhed for mig…’  skrev Søren Kierkegaard efter en gåtur i Gilleleje.

Kierkegaard skriver videre:

’Hvad nytter det mig dertil, om jeg udfandt mig en såkaldt objektiv sandhed,
om jeg arbejdede mig gennem filosoffernes systemer og kunne – når forlangtes – holde revy over dem.
At jeg kunne påvise inkonsekvenser indenfor hver enkelt kreds.
Hvad nyttede det mig dertil, at jeg kunne udvikle en statsteori,
og af de mangesteds fra hentede enkeltheder, kombinere en totalitet,
konstruere en verden hvori jeg så igen ikke levede, men mere blot holdt frem til skue for andre;
hvad nyttede det mig …. når den for mig selv og mit liv ikke havde nogen dybere betydning?’

Dette citat har rumsteret i mit baghoved i mange år,
og det ligger som en form for underlægningsmusik til den bog, jeg er i færd med at skrive.

Kierkegaard vender sig ikke mod en filosof eller Bibelen, når han skal finde meningen med sit liv.
Han vender blikket mod sig selv. Den enkelte skal finde SIN sandhed.
Det er ikke min kærestes sandhed. Mine kollegers sandhed. Åndselitens sandhed.
At finde sin sandhed angår ens forhold til noget, der rækker udover andres forventninger. Publikum. Kulturens normer.

Den mening han fandt med sit eget liv var at skrive om, hvad det vil sige at være menneske – at blive sig selv.

Pyh, ha tænker du måske, jeg har da vist ikke fundet min egen stemme og ’en sandhed, der er sandhed for mig’.
Jeg går mere sådan bare på arbejde og passer mine ting.

Men det handler ikke om, at du skal ud og opfinde en mening med dit liv.
Det er ikke en sandhed, du skal konstruere eller regne ud – den ligger der allerede.  Den skal mere lyttes frem.
Hvordan kan jeg finde en mening med det liv, jeg fik? Når jeg nu er den, jeg er.
Det handler om få øje på det særlige ved din historie, din tilgang til verden.
Bygge ovenpå den du allerede er.

Ofte har vi en ambition om at komme hen et bestemt sted med os selv
– en ide eller et ideal om hvordan vi skal være.
Men det ideal derude er ikke dig – det er en social konstruktion.
Mens det der ligger naturligt for os, og som vokser ud af hvem vi er,
og som ligger lige for næsen af os – det får vi ikke øje på.
’Det er jo ikke noget særligt.’

I bogen har jeg fortællinger med kunstmalere, der  er i en konstant undersøgen af deres subjektive stemme,
men også medarbejdere,  der finder dyb mening i mødet med et andet menneske – når det lykkes!

 

Kierkegaards spadserestok

Kierkegaard skriver et sted om en bedrøvelig professorskikkelse, der satte sit selv fra sig som en spadserestok, inden han gik på arbejde. Kan man det? Kan jeg sætte mig selv udenfor det, jeg laver når jeg går på arbejde?  Er arbejde bare noget, vi leger? Nej, når vi har Kierkegaard med, så skal jeg have mig selv – mit selv – med mig, også når jeg går på arbejde. Jeg skal træde i karakter som både menneske og medarbejder

Ja, tak tænker du måske – det er da lettere sagt end gjort, for når jeg går på arbejde, er der en rolle og opgave, jeg skal påtage mig, og der er både politikere, chefer, bestyrelser, kunder og mange andre, der sætter mål og rammer for mit arbejde.

Kan tanken om at træde i karakter som menneske overhovedet forenes med det at påtage sig en rolle og opgave på en arbejdsplads? Kan der findes en balance  i det spændingsfelt?

Kan jeg for eksempel være mig selv, når jeg er leder? Når jeg skal gennemføre en besparelse, der går hårdt ud over medarbejdere og brugere?  Hvem er jeg, når jeg som leder er fanget mellem forældre, der er utilfredse med læreren, og hensynet til læreren, som kæmper for at skabe sig autoritet i klassen? Eller  bliver jeg nødt til at parkere dele af mig selv udenfor som en spadserestok?

Hele det spændingsfelt rullede jeg ud i ’Kierkegaard og ledelse’, og hvordan ledere kan træde i karakter som både menneske og leder.

Det arbejder jeg stadig med, og lad mig endelig høre om jeres erfaringer og tanker.

Men det har vist sig, at det ikke kun er ledere, men også medarbejdere, iværksættere, foreninger og frivillige og politikere, der har glæde af en dosis Kierkegaard til at finde tilbage til  sig selv midt i hverdagens dilemmaer og valg. Det er almenmenneskeligt – det med eksistensen!

Her på bloggen vil jeg skrive om, hvordan man kan tage livet på sig i Kierkegaard’sk forstand. Hvordan træde i karakter som medarbejder, leder, forældre osv samtidig med at du forbliver tro mod dig selv. Det giver jeg nogle bud på ved hjælp fra Kierkegaard – og Karen Blixen.

Igang med en ny bog

Min næste bog  har arbejdstitlen: At træde i karakter som menneske – find  din egen stemme. Hvordan kan jeg finde min egen stemme og grundtone – og være tro overfor den midt i verdens rumlen og ramlen, hvor der er så mange, der vil én så meget?

Når vi har Søren Kierkegaard i hånden, så vil han sige: Opgaven er ikke at blive dette eller hint, men at blive sig selv – at vælge sig selv. Ikke som den jeg gerne ville være, men som den jeg rent faktisk er. Opgaven er ikke kun det at kende mig selv, men også at vedkende mig selv.

Kierkegaards og Blixens livsfilosofi og tanker om, hvad der giver menneskelig værdighed, giver livet en dybde og et perspektiv, jeg savner i vores postmoderne verden, hvor alt er relativt, og ’selvet’ er noget, der konstrueres. Deres poetiske sprog og tilgang vækker en genklang i mit indre, og livet bliver smukkere, når vi ser med deres blik på mennesker og verden.

Hvad vil det sige at tage sit liv på sig? Hvad vil det sige at være sig selv – at vælge sig selv? Som menneske. Som medarbejder. Som leder. Som frivillig. Som iværksætter. Som politiker. Når vi bliver ældre? Når vi har fået en kronisk sygdom? Når livet er svært?

Følg med i tilblivelsen af den nye bog her på bloggen, og giv gerne jeres besyv med.

Ny blog om bog på vej

Her kommer meget snart min blog om min kommende bog.