Det er din måde at være på overfor dit medmenneske, det kommer an på, siger Kierkegaard. Dit værd som menneske afgøres ikke af den magt, du har, men af dit forhold til dit medmenneske.
Hvis du vil realisere det gode, kan du aldrig gøre det abstrakt, men kun gøre det konkret i forhold til den anden – din næste. Det gode ligger ikke i en fjern utopi, men lige nu – i øjeblikket.
Medarbejderne tør godt vise, hvem de er – de gemmer sig ikke bag en rolle, en professionalisme eller et system. De tør træde frem som menneske. Og de tør gå ind i relationen til et andet menneske.
’Den enkelte har aldrig med et andet menneske at gøre, uden at han holder noget af dets liv i sin hånd. Det kan være meget lidt – en forbigående stemning, en oplagthed, man får til at visne, eller som man vækker, en lede man uddyber eller hæver. Men det kan også være så forfærdende meget, så det simpelthen står til den enkelte, om en andens liv lykkes eller ej.’ K. E. Løgstrup, 1960:25
Mennesker kommunikerer hele tiden – det er ikke muligt at ‘ikke-kommunikere’. Alene gennem den måde medarbejderen taler på, kan han ændre atmosfæren i et rum. Men også hvis han ikke hilser, er fortravlet eller ignorerer den andens tilstedeværelse, eller får den anden til at føle sig hjælpeløs skabes en dårlig stemning og atmosfære.
Medarbejderne har en meget stor betydning for andre menneskers liv. Ikke i kraft af en høj social position i gængs forstand, men fordi de hver eneste dag har andre menneskers liv i deres hånd.’
Kirstine Andersen: Drivkraft. Efterskrift side 137.