‘Ledelse har sine teknikker og håndværk, som kan og skal læres. Men samtidig er ledelse en livsholdning, der ikke kan læres, men kun skabes gennem udnyttelsen af de erfaringer, livet giver. For at det eksistentielle perspektiv skal give mening, må det gå gennem en personlig tilegnelse. Der kræves, at lederen møder sin egen menneskelighed og har et ganske særligt forhold til sig selv. Det handler om viljen og evnen til at spørge til det principielle grundlag for ens egne handlinger: at spørge til begreber som det gode, det retfærdige og det sande. Disse spørgsmål fremtvinger, at man forholder sig til, og måske giver et svar på, hvad det er, man vil med sit liv.
En leder er med andre ord et menneske, der er i stand til at ‘lede sig selv’. I stand til at føre sig selv i en given retning, der ikke er vilkårlig eller overfladisk. At ‘lede sig selv’ betyder, at man i sig har ønsket om at blive et ordentligt og autentisk menneske – at træde i karakter. Derfor er lederen af nødvendighed konfronteret med den personlige, eksistentielle dimension, hvis han ikke vil nøjes med blot at være manager.
Ledelse af andre forudsætter, at lederen forholder sig til sit eget livssyn – både forholdet til sig selv, forholdet til den anden, og forholdet til en etisk fordring. Bogen er skrevet ud fra det grundsyn, at mennesket står overfor noget, der er større end sig selv – en absolut instans, som det enkelte menneske må sætte sig i forhold til. Ellers guddommeliggør mennesket sig selv og sin eksistens.
Kristendommen, skønlitteraturen, myterne, kunsten handler om det gode og det onde – helte og skurke. Fra disse kilder ved vi godt, hvad det gode er – hvis vi vil gøre os den umage at blive mindet om det og arbejde med det. Opgaven for lederen er at ‘oversætte’ den etiske fordring til den konkrete situation og sted: Hvad skal jeg som leder – som den jeg er – gøre i denne konkrete situation? Når jeg for eksempel skal vælge mellem to ‘onder’ – pest eller kolera?
Lederens dilemma
I bogen argumenteres for behovet for mere og stærkere ledelse – at lederen tager sin rolle som leder på sig og udøver ledelse. Samtidig argumenteres for den etiske fordring i ledelse – forpligtelsen overfor noget der rækker ud over en selv – opgaven, fællesskabet, visionen. Er dette udtryk for et uløseligt paradoks og et forsøg på at opløse magtens væsen og iboende karakter?
Ja, på én måde vil magten og menneskeligheden altid være i krig, uden at nogen forsonende løsning er i sigte. Det skal vi ikke lukke øjnene for. Det er bogens perspektiv, at der er et dilemma mellem at være en god leder og et godt menneske. Lederens evige dilemma er, at han gennem den magt, som lederrollen giver, møder sin egen menneskelighed i form af et paradoks. Som leder må han ofte leve med en splittelse mellem sin menneskelighed/personlighed og de krav, der stilles til rollen som leder. Lederen må påtage sig dilemmaet mellem organisationens krav og sin personlige karakters ufuldkommenhed og finde en gangbar balance. På samme måde må lederen påtage sig dilemmaet mellem organisationens krav og hensynet til medarbejdernes trivsel og velfærd. At påtage sig denne splittelse og stå til ansvar for den – det er at træde i karakter som leder.
På den ene side har vi, og skal vi have mennesket og personligheden med på arbejde. På den anden side må der skelnes skarpt mellem det at være menneske, og det at være leder, som er en socialt defineret rolle. Der må trækkes en tyk streg i sandet mellem mennesket og rollen – for vi skal ikke foregøgle os, at der ikke er modsætninger og paradokser mellem de to. Når lederen går på arbejde træder han ind i en rolle som leder, der er socialt defineret. Lederen skal leve op til de forventninger, der er til hans rolle – han står til ansvar for sine handlinger overfor organisationen og dens interessenter.’
Kirstine Andersen: Kierkegaard og ledelse, side 11