Vi skal være tro overfor det dybeste i os selv, siger Karen Blixen

Vi skal være tro overfor det inderste og dybeste i os selv, siger Karen Blixen.

Hver af os har et lille sammenfoldet frø, der ligger i vores hjerte og venter på at spire, vokse op og udfolde sig til den blomst eller græsstrå, der ligger som en sammenfoldet mulighed inden i frøet. Frøet og planten må vandes, gødes og ukrudt holdes nede i en fortsat lydhørhed mod frøets og plantens fortsatte vækst.

Meningen med mit liv skal jeg ikke selv opfinde. Den ligger allerede i mig som et frø – en spire – en retning. Frøet har en kraft og mulighed i sig, hvis de rette omstændigheder er tilstede. Somme tider er der brug for en omplantning, for at frøet og planten kan vokse og udfolde sig –  som det var tilfældet  i hendes egen livshistorie.

Blixen har altså en tro på, at hvis vi skal leve et vellykket liv, skal vi være i kontakt med det dybeste i os selv. Derved udtrykker vi vores inderste væsen i tid og sted.

I fortællingen om Peter og Rosa optræder der en ræv, som skal finde ud af, hvordan den skal være ræv:

’Hvis ræven havde spurgt menneskene om, hvordan de ville have, den skulle være, ja, om den så havde spurgt kongen selv, så var der kun kommet et ringe kreatur ud af den, kan du være sikker på.’    Og senere:

’Hvis havet havde spurgt folk, hvordan de vilde have, at det skulle være, da var det aldrig i livet blevet, hvad det nu er.’

Hun sammenligner ofte mennesker med dyr og planter for at vise betydningen af menneskets forhold til alt levende og samhørigheden med universet.

Hos Blixen er den vellykkede menneskelige livsudfoldelse både det, vi har tilfælles med dyrenes sanselige instinktverden OG det åndelige. Det, som i sidste instans har værdi og betydning.

Er dette med at finde det inderste i sig selv så noget, vi gør i eenrum, hvor andre mennesker bliver en slags forstyrrende element?

Nej, det gælder om at stå i en levende udveksling med verden og andre mennesker – at møde de udefra kommende begivenheder udfra det inderste i sig selv.

Det er i omgangen med andre mennesker, jeg bliver udfordret på, hvad der er betydningsfuldt i tilværelsen og mindet om, hvad der er mine egne værdier.

I Afrika var der for eksempel nogle mennesker, Blixen skulle lære noget af – for at lære sig selv at kende!

Om masaierne skrev hun:

’Deres særegne stil er ikke påtaget og heller ikke nogen efterligning af fremmed væsen. Den er vokset ud indvendig fra, og er udtryk for selve deres race og dens historie.’

Hvad var det, Karen Blixen så hos de indfødte i Afrika, som de andre hvide settlere ikke så, fordi de kun havde blik for de ydre kendetegn som fattigdom, hudfarve og at de var analfabeter? Hun var dybt betaget af de indfødtes værdighed og særlige væsen, og at de var i stand til at leve livets storhed ud.