‘Når vi læser medarbejdernes historier, er der en saft og kraft i ord og fortællinger, så vi kan se situationerne levende for os. Medarbejdernes historier vidner om levede erfaringer, der udspiller sig i mødet mellem mennesker, når livet leves. Kraften i de gode ord og fortællinger rummer erfaring på erfaring fra en praksis, hvor ord og betydning skabes i fællesskab med borgerne.
Som fagprofessionelle har medarbejderne deres fagsprog og teorier at begribe og beskrive virkeligheden med. Teorier, som sætter dem i stand til at reflektere over egen praksis og udvikle en professionalisme i deres fag.
Men medarbejderne møder ikke borgeren ud fra en kategori eller en teori. De møder ’den anden’ som et medmenneske.
En teori vil altid være en slags tredje person – en generalisering af tilfælde foretaget af en udefrakommende betragter. En teori vil søge at forstå og påvirke disse ’tilfælde’ udefra i stedet for at tage udgangspunkt i et unikt kendskab til og forståelse af den enkelte i situationen. Hver gang man generaliserer, taler man væk fra mennesket som et ’du’ – et menneske med sin egen historie og værdighed.
I mødet med borgeren ser medarbejderen netop ikke deres eget perspektiv som værende et centrum, men et udgangspunkt for et møde mellem to mennesker – en samtale som samskabes. Hvadenten det er et lille barn, en vrangvillig teenager eller en dement gammel mand.
Skal det komme til et møde mellem et ’jeg’ og et ’du’, så må der ord på, der giver mening for begge parter. De ord, som medarbejderne er så rige på.
Når de skal møde borgerne – der hvor de er i deres virkelighed og det der betyder noget ’set fra deres stol’ – så bruger de ord, der knytter an til borgernes hverdagssprog og det fælles folkelige sprog.
Til forskel fra bureaukratiets eller styringstænkningens sprog, som er uforståeligt og umyndiggørende for de fleste borgere. Der tales ikke enkelt og ligetil, og vi bevæger os ind i en sprogtradition med begreber som ydelsestid, ATA-tid og visitationsregler. Hvor der registreres, dokumenteres, implementeres, servicedeklareres, og der sker en operationalisering og virkeliggørelse af handlingsplaner.
Det er ord, som udspringer fra en ganske anden sprogtradition, hvor opgaven er at beskrive det overordnede system, som produktion af velfærdsydelser også er, og hvor fokus er på ressourceanvendelse og styring.
Det er en sprogbrug, hvor det menneskelige forsvinder i abstrakte ord som integreret plejeordning, og hvor både borgere og medarbejdere får en oplevelse af at være en brik i et upersonligt system. Ord, der ikke taler ind i medarbejdernes logik, sprog eller faglighed, men som skal ’oversættes’ til den sprogbrug og tænkning, som er deres. Ellers kan de ikke forstå hvad betydningen er, og hvordan det kan omsættes til handling.
På samme måde bliver den megen snak om værdier en mærkværdig abtrakt jonglering med generelle ord som respekt, tillid og åbenhed. Værdigrundlag gøres til et funktionalistisk princip for noget, som bør være et normativt perspektiv. Vi kan ikke opstille et generelt målebånd for tillid og respekt.
Værdier kan ikke ordineres – det giver ikke mening at sige: ’Du skal være tillidsfuld’. Du kan derimod vise tillidsfuld adfærd – værdier kan kun leves og efterrationaliseres. Hvis jeg siger: min leder er ikke respektfuld, så er det som om jeg taler om en ting. Så bliver udsagnet en dom. Vi kan kun tale konkret om ’det gode’. Hvad gør jeg overfor dig, som viser tillid? Hvad er min bestræbelse? Hvad er effekten?
Samtalen om værdier er personlig i den forstand, at kun den enkelte kan italesætte sin egen praksis og sin egen bestræbelse. Ifølge Kierkegaard er det ikke muligt at tale om ’pligten’, men kun om sin pligt.
Skrivebordsløsninger ser som oftest uanmindelig rigtige og logiske ud – set fra skrivebordets perspektiv. Men hver gang der generaliseres, tales der væk fra hverdagslivet og praksis – og en guldgrube af viden og kvaliteter bliver overset, hvis de ord og erfaringer, der er hos medarbejdere og borgere ikke får stemme. Nerven i velfærdsydelserne kan ikke uden videre sættes på formel – uden at nerven forsvinder.
Det drejer sig for eksempel om, at mennesket ikke blot har en bopæl, men også et hjem. At byer og gader har deres særpræg, dets unikke atmosfære, deres stil. Det drejer sig om, at menneskelivet ikke bliver reduceret til en produktionsstereotyp, men mødt som det unikke menneske, det er.
Kraften i de gode ord emmer af betydning, og medarbejdernes historier udfolder fortællinger om velfærdsydelser, som har en menneskelighed i sig – sådan som vi alle sammen ønsker at blive mødt – af systemet.’
Kirstine Andersen: Drivkraft. Uddrag fra efterskrift, side 138