Som Søren Kierkegaard har sagt om sand hjælpekunst:
At man, naar det i Sandhed skal lykkes en at føre et Menneske hen til et bestemt Sted, først og fremmest maa passe paa at finde ham der, hvor han er, og begynde der.
Dette er Hemmeligheden i al Hjælpekunst.
Enhver, der ikke kan det, han er selv i en Indbildning, naar han mener at kunne hjælpe en Anden.
For i Sandhed at kunne hjælpe en Anden, maa jeg kunne forstaa mere end han – men dog vel først og fremmest forstaae det, han forstaar. Naar jeg ikke gjør det, saa hjælper min Mere-forstaaen ham slet ikke. Vil jeg alligevel gjøre min Mere-forstaaen gjældende, saa er det fordi jeg er forfængelig eller stolt, saa jeg i Grunden i stedet for at gavne ham egentligen vil beundres af ham. Men al sand Hjælpen begynder med en Ydmygelse Kierkegaard, SV bd 18 s 92:
Kierkegaard har fat i, at det at hjælpe et andet menneske på en ligeværdig måde slet ikke er så ligetil. Hvor snublende nær det er for hjælperen at lade egen forfængelighed og ønske om at være den gode og kloge kommer ind over mødet med ’den anden’. For de fleste af os mennesker er det nemmere at hjælpe end at tage imod hjælp. Som hjælper kan man føle sig betydningsfuld og ovenpå.
Det er en kunst at skabe et ligeværdigt møde mellem to medmennesker, når der i grunden er en assymmetri mellem den der hjælper, og den der skal hjælpes. Mellem pædagogen og barnet. Læreren og eleven. Hjemmehjælperen og den ældre.
Drivkraften hos medarbejderne ligger i oplevelsen af at være i grundlæggende kontakt med borgeren. At møde ’den anden’ som medmenneske og kunne opbygge en forståelse sammen. Medarbejderen kan blive høj af at blive ’lukket ind’ i den andens liv.
Medarbejdere balancerer ofte på kanten af … hvis jeg gør det på den her måde, så gør jeg det ’fagligt rigtige’, men hvis forventningen hos borgeren er, at de skal noget andet først…. så må jeg justere. Så møder de borgeren, der hvor han er, og begynder der.
Som en medarbejder sagde: ’Det er da stort – at de giver én lov til at hjælpe – det er ikke noget, man bare uden videre giver lov til.’
Kirstine Andersen: Drivkraft, side 136